MY FAVORITE FRAGRANCES OF THE SEASON

MIT LIV MED ANGST & HVORDAN JEG KOM AF MED DET

Jeg har tænkt mig at berøre et mere dybfølt emne idag, as you know går jeg meget op i at tage fat i tabubelagte emner og tale om egne erfaringer, da det er emner jeg ikke synes nogen fortjener at gå med alene og jeg glæder mig kun over hvis min historie kan være behjælpelig for andre?? Jeg har tidligere delt min historie om cutting her på bloggen (læs her), det er heldigvis noget jeg har lært at lægge fra mig. Jeg lever nu med nogle meget store ar på min arm og har da før overvejet at få dem fjernet, men for mig er der noget smukt over dem nu, noget der fortæller mig om en svær tid jeg kom igennem og kom ud stærkere på den anden sige og de er en del af mig.

Jeg tror ikke at jeg har fortalt så meget i detaljer før, at jeg har levet med angst i ret mange år og i en rigtig svær grad. Der er så mange mennesker der lever med det, det er helt crazy! og nogen værre end andre. Jeg var så bange første gang jeg havde et anfald og troede vitterligt at jeg skulle dø, fordi det var så voldsomt og at jeg ingen kontrol havde over hvad der skete inde i min krop. Min mor har heldigvis en rigtig god veninde som bor næsten lige ved siden af hende, som hjalp mig enormt meget igennem det, det var virkelig et safe sted at være når jeg fik anfald fordi jeg vidste at jeg var hos en der havde fuldstændig styr på det.
Jeg fik rigtig tit mine anfald når jeg havde været i byen (det slår faktisk også 10 gange hårdere hvis man har drukket alkohol), eller hvis jeg var langt væk hjemmefra, så var det ligesom frygten for at få det når nu jeg ikke var hjemme i mine trygge rammer. Jeg havde også angst for at flyve og for vilde forlystelser (lyder mega weird). Jeg fik aldrig rigtig nogen specifik definition på min angst andet en panikangst, da der var så mange aspekter i hvorfor jeg fik det.
Til sidst gjorde det at jeg ikke tog i byen længere og holdte mig helst hjemme i Vordingborg – det havde bare virkelig taget styringen over mit liv og jeg var så ked af det. Jeg kan huske at jeg sagde til min mor at jeg ville undvære fødselsdagsgaver og julegaver resten af mit liv hvis jeg kunne slippe af med det (what a sacrifice, haha).
I 2012 fik jeg hypnose mod min angst, et par gange, men det hjalp mig ikke rigtig. Samme år fik jeg akupunktur 2-3 gange og jeg har 7-9-13 ikke haft et anfald siden. Jeg ved ikke om der er noget med akupunktur eller om det bare er psykisk its hard to tell, men det hjalp ihvertfald mig. Jeg har dog haft gange hvor jeg godt har kunnet mærke at der har været ?optakt? til et anfald og det har været pretty close, men har været rigtig god til at aflede det ved mine tanker eller lægge mig til at sove.

Jeg kan godt mærke at det stadig er lidt svært for mig at snakke om, fordi at frygten for at jeg fremprovokere det stadig er der. Jeg tror på at hvis jeg først får et anfald igen, vil jeg begynde at få jævnlige anfald igen, fordi at frygten for at få det igen vil fremprovokere det – you know what i mean.

Jeg ved hvor svært det er at sidde med og hvor stor en belastning det kan være for ens liv og jeg ønsker virkelig ikke for min værste fjende at skulle leve med det. En ting er at man selv kan være plaget af det, men folk har så svært ved at forstå hvor voldsomt det er hvis de ikke selv har prøvet det, fordi man ikke kan se det på personen som hvis du havde brækket en arm (det ville jeg hellere). Jeg synes det er vigtig ihvertfald at være ærlig omkring det og snakke om det så meget som muligt (siger jeg som selv er bange for at få det), men at vise angsten at du ikke er bange!! Jeg gik også til psykiater i en periode og ellers vil jeg virkelig anbefale at prøve akupunktur! Jeg synes det er så surreal at det fik mit til at forsvinde og at jeg nu har været angstfri på 5år!

Jeg tænker på jer derude som har siddet eller stadig sidder i samme situtation. I er mere end velkommen til at skrive hvis i har nogle spørgsmål??

Næste indlæg

MY FAVORITE FRAGRANCES OF THE SEASON